Værgemål Jeg vil gerne søge om iværksættelse af et værgemål for min demente mor, men jeg bryder mig ikke om, at hun bliver umyndiggjort. Kan man undgå en umyndiggørelse? Svar: Ja. Førhen blev man umyndiggjort, hvis man kom under værgemål, men det gør man ikke i dag. Ved iværksættelse af eksempelvis et økonomisk og personligt værgemål er vedkommende derfor stadig myndig. I dag bruger man ikke længere begrebet umyndiggørelse. Der er i stedet mulighed for at fratage den retlige handleevne. Jeg vil gerne indsende en ansøgning om iværksættelse af værgemål for min demente far, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal sætte kryds ved fratagelse af den retlige handleevne. Svar: Den retlige handleevne er retten til at forpligte sig økonomisk. Du vil være forpligtet, hvis du går ned til bilforhandleren og køber en ny bil. Hvis man er frataget den retlige handleevne, er man ikke forpligtet af sine økonomiske handlinger. Derfor vil en person, der er frataget den retlige handleevne og som køber eksempelvis en ny bil, ikke være bundet af denne handel. Det er derfor kun nødvendigt at fratage din far hans retlige handleevne, hvis der er risiko for, at han køber stort ind, optager forskellige lån eller hvis der er risiko for, at han bliver udnyttet økonomisk. En sag om fratagelse af den retlige handleevne kan kun afgøres ved en domstol. Jeg er værge for min onkel. Jeg er ikke så god til at lave regnskaber. Hvad sker der, hvis jeg ikke får indsendt regnskabet? Svar: Hvis du ikke indsender regnskabet inden 1. juni, har vi mulighed for at bestemme, at renterne af din onkels formue ikke længere kan udbetales. Vi kan også bestemme, at du fratages beskikkelsen og at din onkel får en anden værge i stedet. Jeg vil gerne indsende en ansøgning om iværksættelse af et værgemål for min mor, men jeg er usikker på, hvordan ansøgningen skal udfyldes. Svar: Det er muligt at sammensætte et værgemål alt efter, hvad der er behov for i en given situation. Et værgemål må dog aldrig være mere omfattende end højst nødvendigt. Det er derfor vigtigt, at du nøje overvejer, hvilket behov din mor har i forhold til et værgemål. Der findes som udgangspunkt følgende former for værgemål:
Værgemål kan desuden begrænses til en bestemt begivenhed, eksempelvis salg af en ejendom, en flytning eller lign. Det er derfor vigtigt, at du skriver, hvorfor du søger om iværksættelse af et værgemål. Du kan læse mere om de forskellige former for værgemål her. Jeg er værge for min onkel vedrørende alle økonomiske forhold. Min onkel har en formue stående i forvaltningsafdelingen. Jeg vil nu gerne bruge 15.000 kr. af formuen til at holde hans 80 års fødselsdag. Kan jeg det? Svar: Hvis der skal bruges af din onkels formue, skal det godkendes af statsforvaltningen. Hvis vi vurderer, at det er et fornuftigt formål også set i forhold til størrelsen af formuen, vil vi godkende, at pengene frigives. Enhver usædvanlig disposition skal godkendes af Statsforvaltningen. Vores søn er over 18 år og udviklingshæmmet. Han bor på institution og der er behov for et værgemål. Da vi er hans forældre, ønsker vi begge at være hans værger. Kan det lade sig gøre? Svar: Nej. Det er kun muligt at beskikke én værge. Jeg har en generalfuldmagt fra banken til at styre min fars økonomi. Er det så nødvendigt, at der iværksættes et værgemål? Svar: Ikke nødvendigvis. Hvis du ved hjælp af fuldmagten har mulighed for at dække det behov, din far har for hjælp, i forhold til sin økonomi, så er det ikke nødvendigt med et værgemål. Der kan dog være situationer, hvor en fuldmagt ikke er tilstrækkelig. Hvis der f.eks. er brug for, at du skal tage stilling til personlige forhold, så er en fuldmagt ikke tilstrækkelig og der vil være behov for et værgemål. Min hustru er blevet svært dement og skal flyttes på plejehjem. Kan jeg blive hendes værge? Svar: Ja. Der gælder dog særlige regler, når det er en ægtefælle, der bliver værge. Hvis ægtefællen bliver værge har Statsforvaltningen tilsynspligt med værgen. Dette betyder blandt andet at en eventuel formue over 75.000 kr. skal forvaltes af en forvaltningsafdeling og at værgen skal indsende et årsregnskab. Hvis der beskikkes en anden end ægtefællen til værge, eksempelvis et fælles barn, så skal værgen i samarbejde med ægtefællen varetage værgens opgaver og dette sker udenfor Statsforvaltningens tilsyn. En eventuel formue skal således ikke forvaltes af en forvaltningsafdeling og der skal ikke aflægges årsregnskab til Statsforvaltningen. Det er derfor oftest mere hensigtsmæssigt, at der beskikkes en anden end ægtefællen til værge. Jeg har en udviklingshæmmet datter på 25 år. Hun har lige arvet en del penge. Der er derfor behov for en værge. Kan jeg selv blive hendes værge. Svar: Ja, som udgangspunkt vil det være mest naturligt at beskikke en af de nærmeste pårørende til værge. Hvis der ikke er nogen pårørende, der kan påtage sig opgaven, har statsforvaltningen nogle faste værger, vi kan beskikke. Min far er blevet så dement, at han ikke længere kan bo i sin lejlighed. Han er så dårlig, at han ikke selv kan træffe beslutningen om at flytte. Kan jeg selv bestemme sammen med kommunen, at han skal flytte på plejehjem? Svar: Nej, hvis du ikke er beskikket som værge for din far, kan du ikke træffe beslutninger på hans vegne. Du skal i stedet bede statsforvaltningen om, at der bliver beskikket en værge, der så sammen med kommunen kan træffe beslutning om flytningen. Du vil formentlig kunne blive beskikket som værge. Hvis din far protesterer mod flytningen, skal kommunen anmode Det Sociale Nævn i statsforvaltningen om godkendelse af flytningen. Vores søn er udviklingshæmmet. Han er lige fyldt 18 år og bor på institution. Vi har jo ikke længere forældremyndigheden over ham. Er der krav om, at han skal have en værge? Svar: Nej, der er ikke krav om, at jeres søn skal have en værge. Han skal kun have en værge, hvis der er behov for det. I mange tilfælde hjælper institutionen eller de pårørende med administrationen af pensionen, og så er der ofte ikke behov for en værge. Hvis jeres søn senere for eksempel arver en formue, kan der opstå behov for, at der bliver beskikket en værge for ham. |
|
|
|
|
|
|